David, de Landsforvist konge

Der var engang i Palæstina, med de hviskende bakker og olivenlunde, en ydmyg hyrdedreng, der opnåede berømmelse. Hans harpesang genlød, og i hver landsby blev hans navn berygtet. Der boede en smuk prinsesse, Mikal, datter af kong Saul, hvis skønhed kunne standse solen og månen, og da David første gang så hende, svævede hans hjerte højere end nogen sang, han nogensinde havde sunget. Men kongens jalousi brændte som en steppebrand. Han så folket hylde David som helt og Israels frelser, og derfor slog frygten rod i hans hjerte for, at han kunne miste sin trone til drengen. Han sendte drengen ind i kampens krig - ind i Afrikas ugæstfrie lande - alle planer om at se ham dræbt. Forgiftede kalke, skjulte klinger, dødbringende missioner: ingen plan gik ubemærket hen. Gud beskyttede drengen; hans profet, Samuel, kronede ham i hemmelighed til konge en dag, fordi kong Saul forlod Gud for menneskers ros. Gennem hver fare klamrede David sig til én ledestjerne - Mikals kærlighed. Senere syntes David, der blev kongens svigersøn og leder af tusind krigere, at være bestemt til et godt liv. Alligevel drejede lykkens hjul hurtigt imod ham. Beskyldninger, forræderi og mørke hvisken fratog ham alt. En daggry vågnede han som en fredløs, jagtet af de soldater, han engang førte. Frataget titel og kærlighed kollapsede Davids verden. Mikal - hans første og sandeste kærlighed - blev revet fra ham, og sorgens vægt drev ham til randen af fortvivlelse. Da håbet kun syntes at være et minde, flygtede han med en flosset flok flygtninge ind i de vilde Judæas bjerge. Bag ham rejste tordenen af Kong Sauls ubarmhjertige forfølgelse, og foran ham strakte sig en gold vildmark af usikkerhed. Således begyndte legenden om den landsforviste konge: en fortælling om kærlighed og loyalitet, om barmhjertighed og…